Vi plejer vores parforhold
Graviditet og livet som mor,  Mit lesbiske parforhold

Sådan plejer vi vores parforhold

Når man vælger at få et barn, så vælger man at bruge sin tid og sine ressourcer anderledes end man plejer. Det betyder, at alt den tid man brugte på sit parforhold førhen, den bruger man pludselig på sin baby, på opvask eller på at få lidt tiltrængt søvn. Det efterlader ikke ret meget tid til kærtegn, kys og intimitet. Så hvad kan man egentlig gøre, for at holde live i ens parforhold, når nu alt ens tid bliver brugt sammen med baby? Sådan plejer vi vores parforhold..

Komplimenter hinanden

Vi gør os rigtig umage med at huske, at komplimentere hinanden hver dag og gerne flere gange om dagen!

Når man er nybagte forældre og særligt nybagt mor, så er der altså ikke ret meget tid eller overskud, til lige at gøre sig lækker smækker, når baby ligger og skriger efter én. Ens bryster er blevet til fodringscentral, der har sat sig nogle ekstra kilo på både lår og røv, baby er efterhånden er så tung, at man går foroverbøjet som en gammel dame på 80 og makeup er en by i Rusland. Generelt tager baby bare mega meget af ens tid, med det resultat, at man ærligt ikke føler sig skide sexet!

Her er det fantastisk med søde komplimenter fra ens partner! “Hvor ser du dejlig ud, skat”, “Du er sådan en smuk mor” eller “Du dufter simpelthen så godt skat”. Søde komplimenter kan gøre underværker for både humøret og gåpåmodet hos en nybagt mor. Omvendt har ens partner også brug for at vide at de gør det godt! “Tak fordi du er sådan en god far/medmor for vores barn”, “Jeg glæder mig til at vi kan få noget alenetid sammen, for jeg savner dig, skat” eller “Det bedste er at ligge her sammen med dig”. 

Det siger forhåbentlig sig selv, men jeg vil alligevel understrege at, komplimenter selvfølgelig skal komme fra hjertet og ikke bare være en kommentar, man lige smider i forbifarten. For så kan det da være ligegyldigt! De bedste komplimenter er personlige og ofte noget, som kun du har lagt mærke til ved din partner.

Kommuniker

En anden måde vi plejer vores parforhold på, er ved at lytte til hinandens op og nedture. Der er aldrig noget vi ikke vil lytte til. Også selvom det er blevet talt om i flere dage. Hvis der er overskud, taler vi om mulige løsninger på problemet og hvis der ikke er så meget overskud, så lytter vi bare. Vi taler også om de glædelige opture vi oplever og husker hinanden på dem når tingene spidser til.

Dét at føle sig hørt og set, når man har fået en lille baby, er mega vigtig! Det er vigtigt fordi, at al ens tid går på at være der for den lille og man kan hurtigt føle, at man selv forsvinder i kulissen. Så få talt sammen om det der fylder. Både det gode og det mindre gode. Lyt til hinanden, støt og vis, at du har tid til din partner. Du behøver ikke at opfinde den dybe tallerken. Bare dét at du interesserer dig for din partners op og nedture styrker jeres parforhold. I er ligesom i det her sammen og i har ikke glemt hinanden. 

 

Vi plejer vores parforhold

 

Grib de små øjeblikke

Noget af dét jeg sætter rigtig meget pris på ved Steffe er, at hun altid griber de små øjeblikke. Når jeg står og laver frokost til os, så kommer hun lige og giver mig en krammer. Når jeg har travlt med at tage tøj på, fordi hunden står og kalder ude ved døren, stopper hun mig lige og giver mig et kys. Når vi ligger på sofaen og ser serie og jeg fonemmer ud af øjenkrogen, at hun vil have min opmærksomhed, bare for lige at sende mig et blink med øjet. Sådan er hun rigtig god til at pleje vores parforhold og jeg er vild med det!

Når nu man har så lidt tid til intimitet og nærvær, så er det guld med små berøringer eller kærtegn henover dagen. Berøring og nærkontakt, udløser oxytocin og det er vores lykkehormon, som gør os rolige og glade. Under sex udskiller vi rigtig meget oxytocin, men når nu der bare ikke er skide meget tid til en tur i høet, så må vi skabe lykkehormoner på andre måder. Så rør ved hinanden, når i kan og husker det. Alt fra at blive nusset lidt i nakken, til en god fodmassage eller et varmt kram kan virkelig gøre underværker!

Hjælp hinanden

En fjerde måde vi plejer vores parforhold på, er ved at hjælpe hinanden i hverdagen. Særligt de små ting, som man måske ikke lige tænker over i forbifarten.

Når mor sidder og giver bryst eller flaske så sørg for, at hun har noget at drikke selv. Spørg om hun er sulten eller har brug for en pude under armen, så hun sidder bedre. Det kan virkelig dræne ens overskud, hvis man sidder dårligt og mader. Det er hårdt nok i forvejen, at barnet vejer mere end en lille elefantunge, så ens ryg og arme er på overarbejde.

Når far eller medmor har baby, så sørg for at støtte eller hjælpe, hvis de bliver usikre på sig selv og deres formåen. Kontroller ikke! De skal også have lov, men hjælp og støt, så du viser at du har tillid til din bedre halvdel. Giv indtryk af, at du synes din partner er en god medmor eller far.

Det er mega vigtigt at bakke hinanden op, når man befinder sig i udfordrende perioder. Herhjemme husker vi ofte hinanden på at vi kan klare alt, når vi gør det sammen. Det hedder jo ikke i medgang og modgang for sjov skyld.

Skru ned for forventningerne

Noget af det jeg har haft sværest ved, er at se opvasken stable sig op i køkkenet, at støvet samler sig i vindueskarmen eller at vasketøjskurven boomer. Jeg hader virkelig et rodet eller beskidt hjem. Jeg føler ikke at jeg kan slappe af når det roder omkring mig. Alligevel så har jeg skruet gevaldigt ned for forventningerne. Det hjælper jo ikke noget at gå og hakke på hinanden over latterlige ting som rod eller opvask. Lige nu er det vigtigste at vi lærer vores dreng at kende og passer på hinanden. Så herhjemme trækker vi på skuldrene over rodet og siger pyt. Vi når det jo nok! Og lige nu, er det altså bare ikke så vigtigt.

En anden ting vi har skruet forventningerne ned til, er sex. Vi er udmærket godt klar over, at sex er en stor del af et parforhold, men det skal ikke være på bekostning af det. Det jeg mener er, at det nytter ikke noget at presse sig selv til sex, hvis man ikke har overskuddet. Sex skal være rart og give en overskud, ikke frarøve én muligheden for at få en tiltrængt lur. Så lad være med at presse hinanden og sørg i første omgang for, at gøre ovenstående fire råd i stedet. Så bliver ens intime liv sammen også meget bedre og mere givende, når det så rent faktisk kan lade sig gøre!

Hvis man ikke skal komme ud på den anden side med stress og sure miner over pligter, så er det bare helt vildt vigtigt, at skrue lidt ned for forventningerne. Især til hinanden!

Humor og leg gør underværker

Et sidste godt råd, som er noget af det vi værdsætter rigtig højt herhjemme, er sjov og ballade. Vi bruger rigtig meget humor i hverdagen og driller tit hinanden. Vi har masser af interne jokes, griner højt og vildt af skøre øjeblikke og driller hinanden når vi dummer os. På den måde tager vi rigtig meget af det sure med et smil og et blink i øjet. Det kan vi kun, fordi vi lader humor fylde mere end alvor!

Når vores søn sover, så skynder vi os over for at tænde PS4 og danse just dance sammen. Det går lige i mavemusklerne, fordi vi er ved at flække af grin over, hvor grimt vi hver især danser. Vi hygger med chips og dip til en god serie eller tager et brætspil frem udfordrer hinanden med skøre væddemål.

Når man bliver forældre trænger man seriøst til at slippe alvoren og pligterne for stund! Så husk at nyde livet sammen og gør plads til at noget af den tilværelse i havde sammen før baby, også kan fylde nu. Bare fordi i er blevet forældre, behøver alt ikke at handle om indkøb og bleskift.

Vi plejer vores parforhold

Under graviditeten sørgede vi for at hygge med udflugter og oplevelser. Fx var vi på julemarked, som du kan læse meget mere om lige her: https://yazminsolarz.dk/kragerup-gods-julemarked/

Det var nogle af de måder vi plejer vores parforhold på. Har du andre gode ideer til hvordan man plejer sit parforhold, så smid en kommentar og giv mig et godt råd den anden vej!

Vi snakkes!
Yaz.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *