Graviditet og livet som mor

Førstegangsgravid – hvad foregår der i min krop?

Jeg er ligesom nået en alder og et sted i mit liv, hvor jeg føler mig parat til at blive mor. Parat til at bære mit eget barn, opdrage det og se det udvikle sig. Peace of cake, har jeg altid tænkt. Det kan ikke være så stor en livsstilsændring! Kvalme er ihvertfald ikke noget jeg skal bekymre mig om.

Gode gener fra mor

Jeg gik ud fra at jeg ikke skulle kaste op, at jeg ikke skulle lære kvalmen at kende og generelt ikke ville være særlig plaget af gener, under min graviditet. Min mor har altid fortalt om, hvor “let” alle hendes fire, ja FIRE, graviditeter har været. Så selvfølgelig tænkte jeg, at det ville mine nok også være, for vi ligner da hinanden på en prik! 

Mig til venstre og mor, Karinna til højre.
Øh, hvem har bestilt graviditetsgener?

Jeg har siden erfaret at gener ikke lige er sådan at komme udenom. Det er faktisk en meget lille procentdel af kvinder, som rent faktisk går igennem en graviditet, uden. , jeg måtte ligesom acceptere at kvalme blev en meget stor del af mine første tre måneder. Jeg fik simpelthen kvalme af alt muligt! 

Ad, hvor har jeg kvalme!

Jeg fik kvalme af lugte, af tanken om hvordan noget smager, af uhygiejniske mennesker eller omgivelser. Jeg fik også kvalme af transportmidler og særligt af træthed. Kvalmen var ligesom blevet en fast del af min hverdag. Hurra.  

Vi fik ingen grøntsager i 3,5 måned! Jeg levede nærmest kun af toastbrød fra lidl og kakaomælk. Min kæreste måtte affinde sig med et meget begrænset udvalg af frokost og aftensmad, for alt det jeg plejede at elske, var totalt forbudt at have i lejligheden. Broccoli var nummer et fjende. Dernæst hvidløg. Oksebouillon fik hele køkkenet til at lugte skrækkeligt, så jeg måtte bede hende om at lave aftensmad også. Jeg kunne simpelthen ikke holde ud at opholde mig i køkkenet.
Hun var en rimelig presset dame i de første tre måneder, for hun stod for praktisk talt alt det kedelige. Men hun gjorde det! Og hun gjorde det med et smil og havde endda en masse kærlighed i overskud til mig bagefter. Lige indtil hun blev “kvalmende”..

Min helt vildt lækre kæreste, som normal vis dufter meget dejligt!
Stakkels Steffe

Faktisk havde jeg en periode på omkring 14 dage, hvor min kæreste lugtede skrækkeligt! Jeg kunne simpelthen ikke være i nærheden af hende, så fik jeg ulidelig kvalme. Det var ret synd for hende og jeg fik herre dårlig samvittighed. Jeg synes hendes ansigt stak af et eller andet sødt og kvalmende. Jeg beklagede mig over hendes ånde. Hendes luft der kom ud af næsen, når hun trak vejret. Hendes hår. Ja, alt muligt. Pludselig blev kys og kram noget der hørte til sjældenhederne, for jeg fik det simpelthen dårligt af at være i nærheden af hende. Alt imens hun stadig sprang rundt, for at lave alle de sure pligter og jeg bare sov på sofaen. Stakkels Steffe. 

Den uoverkommelige træthed

Jeg har døjet rigtig meget med træthed. Jeg måtte slæbe mig selv på arbejde og endte endda med at falde i søvn flere gange. På arbejdet! Mega pinligt og jeg fik helt vildt dårlig samvittighed. Hvilken medarbejder ligger og sover på sit job! Altså hallooo.. Jeg er pædagog, for fuck sake. Det er meningen jeg skal være nærværende. 
Jeg kunne sove fra morgen til aften. Det føltes som en sort, tung sky, der pludselig trak sig ned over hovedet på én. Mine øjenlåg blev helt ømme af at holde sig selv åbne. Jeg prøvede alt muligt. Gå en tur i den friske luft, tage en kop kaffe eller te, ja ligefrem cola, som jeg jo ellers så fint har fået frarådet. INTET hjalp. Til sidst måtte jeg bare overgive mig og sove.. Sove, sove, sove. Aldrig har jeg sovet så meget før. 

Godnaaat….
Når graviditetsgener bliver pinlige

Mit pinligste øjeblik var, da jeg sad i en bus på vej til Vilde Vulkaner med arbejdet. Jeg sad på forreste række med en pige fra klubben og var hårdt ramt af træthed. Pigen snakkede ufattelig meget, hvilket faktisk gjorde, at jeg lige akkurat kunne holde mig vågen. Pludselig, da vi er nået lidt over halvvejs, mærker jeg en voldsom varme brede sig udover min krop. 
Jeg tager min yderste fleecetrøje af og i samme sekund fryser jeg pludselig. Jeg læner mig lidt forover og kan mærke, hvordan farven i mit ansigt forsvinder. Det går op for mig, hvad der er ved at ske. Mine øjne er fuldstændig udspilet og jeg kaster mig ned efter posen, som min madpakke ligger i. (Sådan en lille gennemsigtig frysepose)

Åh nej…

Jeg når lige at sætte den hen over munden, inden jeg ørler løs i bussen og pigen ved siden af mig nærmest springer væk fra sædet, af bare væmmelse. Jeg kaster op i posen og kan se, at det er de rosiner jeg har siddet og delt med pigen. Da jeg er færdig med mit lille show, vender jeg mig lidt til siden, for at se om hun er ok. Jeg opdager så, at jeg er blevet til bussens underholdningsprogram, som var det fredag aften med Disney Sjov. Samtlige unger sidder og stirrer på mig med store tekoppe øjne, lidt tilbagelænet og med at ansigtsudtryk der afskyr hele situationen. 

“Fedt.. Så blev jeg lige klamme pædagogen på første række.” Citat Yazmin 

Og for det ikke skal være løgn, sad jeg nu med et pragteksemplar af en gennemsigtig pose, med mit bræk i. Det værste var faktisk, at ingen af ungerne vidste at jeg var gravid. Måtte bortforklare mit lille optrin med, at jeg altså var blevet MEGET køresyg og derfor brækkede mig. Sikke et forbillede. 

Hvad foregår der i min krop?

Det spørgsmål har jeg spurgt mig selv om mange gange. For hold nu fast, hvor sker der bare mange ændringer og jeg har virkelig intet at skulle have sagt. Jeg har brokket mig, tudet og skældt ud. Højst sandsynligt pga. hormoner. Min kæreste sagde så fint til mig en dag, hvor jeg virkelig havde ondt af mig selv og alt åbenbart var hendes skyld: 

Suck it up. Du kommer ikke udenom.” Citat Steffe 

Jo tak skat, så fik vi ligesom det på plads. Hehe! Jeg har dog forsøgt at gøre noget aktivt, for at mindske generne. Både for min egen og for Steffes skyld. Disse tiltag kan du læse mere om i mit blogindlæg: “10 ting jeg har gjort for at afhjælpe graviditetsgener”: https://yazminsolarz.dk/10-ting-jeg-har-gjort-for-at-afhjaelpe-graviditetsgener/ Her forsøger jeg at dele ud af mine bedste råd, imod diverse gener igennem graviditeten. 

Vi snakkes!
Yaz.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *