Graviditet og livet som mor

Fødselsberetning

Det er nu lidt over 6 uger siden, at jeg fødte vores søn og tiden efter fødslen har været hård. Ikke kun fordi det er hårdt at blive forældre og skulle op den halve nat.. Nej, i det her tilfælde har tiden efter fødslen været hård, grundet det der skete under fødslen og lige efter. Jeg har brug for at dele med jer, hvad der skete, så her kommer min fødselsberetning.

Vandet gik

Det startede alt sammen natten til mandag d. 10/2 kl. 02.00. Jeg står ud af sengen for at tisse og mærker et hårdt bump nede i underlivet. Jeg tænker at det må være ham der hopper rundt med sit hoved derinde, men da jeg rejser mig, fosser der væske ud forneden. Først tænker jeg, at jeg må have tisset i bukserne, men da væsken fortsætter i store skvulp, går det op for mig, at vandet er gået. Jeg vækker Steffe og vi får ringet til Jordemoderen, som beder os gå i seng igen og mødes på klinikken kl. 09.00.

Billedet herunder er taget, lige inden vi kører ud til klinikken kl. 09.00

fødselsberetning

3 cm åben

Jeg får ikke rigtig sovet mere den nat, men ligger egentlig bare og prøver at slappe af. Jeg har ingen veer, kun lidt plukveer der føles som menstruationssmerter. Jeg ligger dog og mærker efter hele tiden og kan fornemme at adrenalinen kører rundt i kroppen på mig. Nu kommer vores søn, tænker jeg. Han er SÅ velkommen.
Da vi kommer ud på klinikken, undersøger vores jordemoder mig og tjekker om jeg har åbnet mig. Det har jeg. 3 cm. Yes!, tænker jeg. Så er vi i gang. Imens hun roder rundt derinde, giver hun mig en hindeløsning. Hun forklarer at vi skal have sat skub i processen, for når vandet går, har man kun 24timer til at få født barnet i. Derefter sender hun os hjem for at hvile.

Veerne tager hurtigt til

Vi når dårlig hjem, før jeg kan mærke at hun virkelig har sat gang i noget derinde. Veerne begynder så småt at bide, men jeg trækker stille og roligt vejret igennem dem. Vi får lagt os på sofaen, men jeg kan slet ikke sove, selvom jeg er MEGA træt. Veerne tager simpelthen for hurtigt fat og allerede kl. 12.30 er vi tilbage på klinikken igen.
Nu er jeg åbnet 4 cm. KUN 4 CM, tænker jeg. Omg. Det her kommer til at tage en evighed. Jeg får lov til at blive på klinikken og får lagt mig ind i en dejlig blød seng, hvor jeg i ro kan arbejde med veerne. De tager virkelig til nu. Jeg ligger i sengen, i godt og vel en times tid, inden jordemoderen siger, at nu skal jeg ind i fødselskarret og lindres i det varme vand.

9 cm åben

Hun undersøger mig, imens jeg har min næste ve, nede i karret. “Tadaaa, du er 9cm åben”, siger hun. WHAT, tænker jeg. Allerede? Der gik jo knap en time fra du undersøgte mig sidst.. men okey! FEDT. Så kommer han nok snart.
I min næste ve, får jeg pressetrang. Jordemoderen giver grønt lys til at jeg stille og roligt kan presse med. Jeg kan mærke hans hoved forneden. Nu sker der sku noget, tænker jeg. Og gudskelov, for jeg er godt nok træt..

Pressetrang, men intet resultat

Jeg ender med at presse i over 2 timer, hvor hans hoved simpelthen ikke kommer nogen vegne. Mine veer ender med at gå lidt i stå og jordemoderen beder mig om at bevæge mig forskellige steder hen. Ud på toilettet og senere ind på briksen og ligge. Egentlig skulle jeg føde i karret, men hun tør ikke lade mig føde dernede, for hun har brug for at se til lillemanden, fortæller hun.
Imens jeg ligger på briksen, eller sengen som det jo er, tager presseveerne virkelig til. Jeg føler at jeg presser helt sindssygt, ved hver eneste ve, men der sker ikke en skid. Eller det føler jeg i hvert fald ikke! Jordemoderen siger dog, at han langsomt bevæger sig ned igennem bækkenet, men at hans hoved presser sig frem og så tilbage igen, hver gang jeg har haft en ve.

Hovedet står skævt i bækkenet

Jordemoderen undersøger mig indvendig, for at mærke hvordan hovedet står. Hun forklarer mig, at han har sat sig skævt i bækkenet og derfor har svært ved at trænge ordenligt ned i fødselskanalen. Okey, tænker jeg.. det er derfor der ikke sker nogen fremskridt. Det er her at jeg bliver klar over, at fødslen er lidt hårdere end forventet. Indtil nu har jeg hele tiden været i den tro, at mine smerter var som den “normale” fødsel, men jeg har læst at når hovedet står skævt, gør det mere ondt end normalt.

Nu skal han altså ud, ellers må jeg give dig et klip!

Da jeg hører at hun overvejer et klip, så presser jeg med alle mine sidste kræfter. På det her tidspunkt er jeg så udmattet, at jeg næsten har givet op. Min krop ryster over det hele, jeg kan dårlig løfte benet og Steffe må holde det under hver ve. Jeg klynker fordi jeg har meget stærke smerter i numsen og hver gang veen er ovre, kan jeg næsten ikke sænke benet, fordi det gør så ondt i numsen og lænden. Jeg forsøger dog stadig at koncentrere mig om min vejrtrækning og prøver at slappe af i kæben, hænderne og unødvendige muskler, hver gang jeg skal presse.
På den sidste presseve, som nævnt ovenover, kommer han til verden. ENDELIG. Jeg mærker godt at det sviger helt vildt i skeden, men tænker umiddelbart at det er normalt.

Er i choktilstand

Da vores søn kommer op på min mave, er jeg helt ved siden af mig selv. Jeg fornemmer at Steffe jubler på sidelinjen og fortæller at han har grebet ud efter hendes hånd og de nu holder hinanden i hænderne. Jeg fornemmer også at der ligger et lille menneske på mit bryst, men mest fordi at jeg har svært ved at få vejret. Mine ben ryster helt vildt, mine arme ryster så meget at jeg ikke kan holde om ham og pludselig fornemmer jeg også at der er noget, som fosser ud af mit underliv.
Jeg kalder på jordemoderen, som er ved at skrive noget i sin journal, hun opdager at jeg mister meget blod og bliver pludselig meget alvorlig og fokuseret. Jeg får en sprøjte, som får livmoderen til at trække sig sammen og hun får moderkagen ud. Jeg mistede 600ml på under 5min. Det er en atypisk måde at blodet kommer ud på, forklarer min jordemoder mig. Normalt kommer det i små skvulp, længe efter at man har født.

Her ses vores søn, som lige er blevet lagt på mit bryst, efter hans ankomst til verden:

fødselsberetning

Du skal på sygehuset og opereres

Efter blødningen er stoppet, får jordemoderen vasket mig ren og undersøgt, hvor slemt tilredt jeg egentlig er. Hun kigger på mig og siger “Jeg er bange for at du har fået en 3. grads bristning og måske er det faktisk en 4. grads, jeg er ikke helt sikker”. En 3-4 grads bristning? Hvad er dét, tænker jeg. Hvor mange grader er der? 3-4 grader ud af hvor mange? Hun forklarer mig, at bristningen er opstået fordi han har ligget forkert med hovedet, men samtidig haft en bøjet arm oppe ved hovedet. Han har altså ligget og kørt sin albue op og ned af min endetarmsvæg. Det forklarer den voldsomme smerte i numsen.. som jeg i øvrigt troede var normal under en fødsel.
Hun fortæller endvidere at det betyder, at vi er nødt til at overflytte til sygehuset, hvor jeg enten skal i fuld narkose eller have en rygmarvsbedøvelse, for at blive opereret sammen. Fuck, tænker jeg. Det kan ikke være en særlig god bristning, når hun ikke selv kan klare det…

Udmattet og konfus

Vi får lov til at ligge lidt sammen, alle tre, inde i den store bløde seng. Jeg er dog så udmattet og konfus, at jeg hele tiden falder i søvn. Jeg kan godt mærke at jordemoderen og Steffe giver vores søn mad fra mit bryst, men jeg er slet ikke til stede selv. Vi ender med at blive på klinikken i næsten 3 timer, fordi jeg slet ikke er i stand til at tage nogen vegne før.
Inden vi kører taler jeg kort med jordemoderen om, at jeg er pisse bange for den operation. Jeg har allermest lyst til at begrave mig under dynen og lade som om, at intet af det her er sket. Jordemoderen støtter mig og forsøger at forklare mig, hvorfor operationen er så vigtigt. Og hun har ret. Jeg må få det overstået. Bange eller ej.

På sygehuset

Der kommer en læge ned og undersøger mit underliv, da vi ankommer til fødegangen. Hun forklarer mig at jeg har en 4. grads bristning og at den skal opereres snarligt. Jeg finder også ud af, at en 4. grads bristning er den værste der er. Det er toppen af skalaen. For fanden da også.. Jeg skal i rygmarvsbedøvelse og Steffe og vores søn, må ikke være til stede under operationen. Pis, tænker jeg. Jeg er skide bange, men alt for træt og udmattet til at reagere. Kan huske at jeg tænker: “Jeg håber bare at jeg snart ser min lille familie igen.”

Steffe tog et billede lige inden de hentede mig til operationen

Fødselsberetning

Det ender med at Steffe sidder med vores søn i 3 stive timer alene på barselsgangen. Jeg bliver opereret i 45min og ligger derefter på opvågning, inden jeg bliver kørt ned til dem.

Jeg kan huske at narkoselægen fortæller mig, at nu kommer der et stik, da han skal stikke nålen i ryggen på mig og at sygeplejersken fortæller, hvornår noget gør ondt og ikke gør. Jeg er dog så udkørt, at jeg ikke mærker en skid. Jeg ligger bare og stirrer ud i rummet og er helt slap i kroppen. Jeg er færdig. Fuldstændig færdig.

Da jeg endelig kommer tilbage til barselsafsnittet, er jeg faktisk utrolig lettet over at jeg klarede operationen i stiv arm og at jeg endelig skal se min familie. Se min søn, som jeg har ventet så længe på og som jeg har brugt så kort tid sammen med, indtil nu.

Vi bliver på sygehuset i 4 dage

Vi ender med at blive i hele 4 dage, fordi vores søn udvikler gulsot. Heldigvis ikke en alvorlig en af slagsen og han er efterhånden blevet dejlig lyserød igen. Tiden på sygehuset er både stressende og tryg, på samme tid. Tryg fordi vi ved, at der hele tiden er nogen, som man kan kalde på, hvis der sker et eller andet og stressende fordi der meget af tiden, kommer mennesker uanmeldt ind på stuen. Det var vildt svært at få noget søvn eller ordentlig mad. Og det har man virkelig brug for, for at komme sig igen.

Endelig hjemme

Nu har vi været hjemme i godt og vel halvanden uge og det har virkelig været dejligt at sove i sin egen seng. Jeg har dog været enormt berørt af hele situationen og har måtte tale med min jordemoder op til flere gange. Selve bristningen er det, som har fyldt allermest hos mig. Det har virkelig ikke været sjovt og har taget rigtig meget af min energi. Det kan du læse meget mere om i dette blogindlæg: https://yazminsolarz.dk/en-4-grads-bristning/

Det var min fødselsberetning, tak fordi du læste med

Jeg fødte i øvrigt i Storkereden, som er en privat jordemoderklinik. Du kan læse meget mere om den lige her: https://storkereden.nu/ Min jordemoder var den fantastiske Birgitte, som gjorde et kanon stykke arbejde under fødslen. Jeg fortryder ikke et sekund, at jeg fødte i Storkereden.

Vi snakkes!
Yaz.

3 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *