4. grads bristning
Graviditet og livet som mor

En 4. grads bristning

Min fødsel endte desværre med en 4. grads bristning og en overflytning til det nærliggende sygehus. Oplevelsen sendte mig på en længerevarende rutsjetur de næste mange uger, som jeg synes er mega vigtig at få talt højt om. Det er 1% der får en 4. grads bristning og derfor er man enormt alene med sine tanker og oplevelser. Så hvis du sidder derude og har oplevet det samme, så læs med her. Så vil jeg dele mine oplevelser med dig, efter jeg fik en 4. grads bristning ♥

Da min søn kom til verden

Under pressefasen i min fødsel, går det op for mig og min jordemoder, at noget ikke er helt, som det skal være. Jeg kan huske at min jordemoder fortæller mig, at der nok går omkring 20min, så sidder jeg med min søn i armene. Der gik over 2 timer. Jordemoderen fandt ud af, at hans hoved havde sat sig skævt i bækkenet og at han havde fået forviklet en albue med ned i bækkenet. Han lå altså og kørte sin albue imod min endetarmsvæg, for hver presseve jeg fik. Du kan læse mere detaljeret om min fødselsberetning lige her: https://yazminsolarz.dk/foedselsberetning/

Tid der gik tabt

Fra fødslen er overstået, til jeg er opereret færdig på sygehuset og tilbage på barselsgangen, går der omkring 7 timer. I alle disse timer, har jeg ikke været i stand til at være nærværende, til stede og fokuseret på min søn. Hans første 7 levetimer, blev ikke brugt med en omfavnende mor og hendes altoverskyggende kærlighed. Og det gør så ondt i mit hjerte.

Jeg var drænet, udmattet og total uden kontrol. Mine øjenlåg faldt konstant i, jeg ømmede mig og min krop rystede af overanstrengelse. Jeg var bange for operationen og havde til sidst ingen energi tilbage. Overhovedet.

4. grads bristning

På barselsgangen

Efter operationen, blev jeg kørt op opvågning og derefter tilbage til barselsgangen. Her fik jeg endelig min søn i armene. Jeg var stadig mega træt, men samtidig lidt høj over, at nu var mine strabadser endelig overstået. Troede jeg.

En sygeplejerske kom ind på stuen og præsenterede sig selv. Hun gav mig en stak papirer ang. min bristning. Her stod hvad jeg måtte og ikke måtte de næste mange uger frem. Derudover fik jeg at vide, at jeg skulle tisse indenfor 4 timer og skylle mig med en vandflaske, efter hvert toiletbesøg. Jeg skulle skylles, for at holde såret rent og derved undgå infektion. Jeg kom ikke op og tisse før kl. 07 næste morgen. Jeg var simpelthen for træt.

Første toiletbesøg

Da jeg vågner næste morgen, efter en nat uden ret meget søvn, kan jeg godt mærke, at nu kan jeg ikke udsætte toiletbesøget længere. Jeg får hævet mig op at sidde og langsomt ud over sengekanten. Da jeg kommer op at stå, kan jeg godt mærke at det føles tungt, ømt og underligt forneden. Jeg er rimelig dopet på smertestillende, så smerter har jeg heldigvis ikke.

Jeg kan alligevel dårlig gå. Jeg går som en gammel pukkelrygget 90 årig, de 2 meter hen til toilettet og får med besvær sat mig ned igen. Kan huske jeg følte mig helt handicappet. Jeg får dog gjort det jeg skal, til trods for at jeg sidder der RIGTIG længe. Jeg tør nemlig ikke rigtig at give efter, i frygt for at det hele springer op igen. Sygeplejersken havde sagt til mig, at jeg ikke måtte sidde op alt for længe, for det lagde for stort et pres på syningen. Så hele situationen er stressende, hvilket ikke ligefrem hjælper mig.

Må kun amme liggende

Da syningen oplever for stort et pres når jeg sidder op, skal jeg amme liggende. Faktisk MÅ jeg kun amme liggende. Hvilket jeg selvfølgelig giver mit bedste forsøg. Som førstegangsgravid og nybagt mor, vil man bare så gerne gøre det allerbedste for sit lille barn, så selvfølgelig forsøgte jeg at amme på bedste vis. I mit univers var der ingen anden løsning.

4. grads bristning

Jeg endte dog desværre med at få sår på begge brystvorter og amningen blev SÅ SINDSYGT smertefuld. Alligevel fortsatte jeg. Jeg lå og spjættede som en der havde fået elektrisk stød, hver gang jeg lagde ham til. Jeg græd også. Det gjorde bare hammer ondt. Du kan læse meget mere om mit ammeforløb lige her: https://yazminsolarz.dk/amning-for-en-hver-pris/

Endelig skal vi hjem

Endelig kom dagen, hvor vi kunne tage hjem. Efter 4 dage på barselsgangen, med en søn der havde fået gulsot, var vi mere end klar til at komme hjem. Jeg var dog også bange. Hvordan skulle jeg komme ind og ud af sengen, uden at have et håndtag at trække mig op i. Hvordan skulle vi klare dagligdagens opgaver, når jeg kun måtte ligge ned. Hvad med amningen? Var jeg i stand til at fortsætte og hvornår ville jeg stoppe med at være ked af det igen?

Det skulle vise sig at der gik lang lang lang tid, før vi så en “normal” hverdag igen.

Jeg græd og græd og græd

Da vi blev hentet på sygehuset (fordi vores bil pludselig ikke kunne starte), måtte jeg sidde helt akavet på en pude i bilen. Jeg gik med slowmotion op af trapperne til 2 sal og var helt udmattet da jeg nåede toppen. De næste 3 uger, kunne jeg ikke gå ret meget længere end ud til toilettet og tilbage til sofaen igen. Jeg var SÅ ulykkelig.

Jeg er normalt en meget aktiv person og kan godt lide at få ting gjort. Så det føltes forfærdeligt at være lænket til sofaen og se Steffe stresse rundt for at nå det hele. Så jeg græd. Jeg græd og græd og græd. Jeg fik dårlig nattesøvn hver eneste nat, havde smerter i hele understellet, babyblues og bryster der sendte mig i smertehelvedet. For fanden.. det var ikke lige den start jeg havde forestillet mig.

Lå ned i 3 ½ uge

De første uger var helt vildt hårde. Ikke nok med at man skulle indstille sit liv efter det her lille nye menneske, så skulle jeg også konstant være påpasselig. Den eneste information jeg havde fået, var den stak papirer de havde givet mig på sygehuset. Der stod alt muligt med, at jeg KUN måtte ligge ned den første uge. Jeg måtte spise siddende i meget kort tid, hvis ikke det gjorde for ondt (hvilket det gjorde). Jeg kunne forvente at genoptage gåture efter 4-6 uger og træning efter 3-4 måneder.

Det er eddermanme lange udsigter, når man lige har fået en nyfødt. Dagene sneglede sig afsted. Jeg havde ikke engang energi til at tage et længere bad. Faktisk var jeg rædselsslagen når jeg stod i badet. Tænk hvis jeg lagde for meget tryk på syningen. Den tanke hjemsøgte mig hver eneste dag i 3 ½ uge, hver gang jeg sad eller stod op. Jeg var så ulykkelig.

Aktuelt den dag idag

Jeg kan nu, 6 uger efter fødslen, endelig gå lidt længere ture igen. Jeg kan tage opvasken, lave mad, rydde op og i det hele taget hjælpe Steffe herhjemme mere end før. Det er fantastisk! Tænk at man kan glæde sig over, at lave praktiske opgaver. Haha. Der skulle dog gå 6 uger, før jeg igen kunne bukke mig ned, uden at det gav for stort et pres på syningen. Jeg har forsøgt at lave bækkenbundøvelser, så godt som jeg kunne. Kun tiden kan vise, om det har været nok.

Jeg sidder dog tilbage med en følelse af at være ærgerlig. Jeg synes det er rigtig rigtig ærgerligt, at vi fik så hård en start på tilværelsen. Det har kostet på relationen til min søn og det har sat vores parforhold på standby. Jeg har nærmest ingen mennesker set siden vi kom hjem og desværre måtte jeg stoppe med amningen også. Den kan du læse meget mere om lige her:

Jeg priser mig dog lykkelig over at have fået så fantastisk en søn og spørger jeg mig selv, om jeg ville gøre det hele én gang til, for at få ham. Så er svaret et stort og rungende JA. Til trods for at jeg virkelig virkelig virkelig, har været helt nede og skrabe bunden.

Til dig med en 4. grads bristning

Skriv endelig til mig, hvis du har brug for at tale om din situation. Jeg følte mig SÅ alene og ensom i min proces. Til trods for at Steffe har støttet mig og været der for mig, så går man igennem processen alene indvendig. Hvis ikke man selv har prøvet det, så aner man ikke, hvad der sker både fysisk og psykisk, efter sådan en omgang. Så tøv ikke med at skrive. Jeg skal nok give svar tilbage!

Vi snakkes!

Yaz.

 

3 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *